Danmarks statsminister, Mette Frederiksen (S), besøger torsdag Italiens premierminister, Giorgia Meloni, for at tale om en fælles udfordring med udvisning af kriminelle udlændinge.
Det siger Mette Frederiksen ifølge Berlingske i Folketingets afslutningsdebat.
Statsministeren oplyser, at der lurer et nødvendigt opgør med konventionerne. Det sker, efter at Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg har forhindret Danmark i at udvise kriminelle udlændinge.
– Svaret er, og er nødt til at være, enkelt: Hvis man kommer til landet og ikke kan opføre sig ordentligt, skal man ikke være her, siger Mette Frederiksen fra talerstolen.
– Derfor rejser jeg i morgen til Italien for at mødes med Giorgia Meloni, lyder det videre ifølge Berlingske.
Mødet mellem Frederiksen og Meloni foregår torsdag klokken 19.00, fremgår det af Melonis mødekalender.
I sidste uge bekræftede udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) over for Berlingske, at regeringen sammen med Giorgia Melonis regering er i gang med at indsamle underskrifter fra europæiske statsledere til et åbent brev.
De to lande mener ifølge Kaare Dybvad Bek, at domstolen er gået så vidt i sin fortolkning af menneskerettighedskonventionen, at det hindrer landene i at føre en selvstændig udlændingepolitik.
Blandt europæiske statsledere er der en “enormt stor træthed over den aktivistiske metode, der er i menneskerettighedsdomstolen”, lød det fra udlændinge- og integrationsministeren.
Flere gange har særligt menneskerettighedskonventionens artikel 8, der omhandler retten til familieliv, blokeret for udvisninger af kriminelle til lande i eksempelvis Mellemøsten.
Ifølge Kaare Dybvad er der eksempler på, at udviste kriminelle, der er dømt for overgreb på børn, får lov til at blive i Danmark.
Overvejer du en hund? Her er 10 hunderacer med kortest levetid