Mandag blev en lægehelikopter rekvireret, efter et alvorligt uheld i et kryds, hvor en 18-årig bilist pådrog sig livstruende skader. Nu melder politiet nye oplysninger ud i sagen.
“Den ene bilist forsøger at undvige den anden, rammer et træ i den forbindelse og bliver svært tilskadekommen.”
Sådan lød det fra politiet til Presse-fotos.dk, kort efter et alvorligt færdselsuheld havde fundet sted i et kryds.
Nu melder politikredsen nye oplysninger ud om uheldet, hvor en bare 18-årig mandlig bilist pådrog sig livstruende skader.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det sker i Midt- og Vestsjællands uddrag af døgnrapporten.
Her beretter politikredsen blandt andet, at det var en 78-årig kvinde, der overså den unge bilist i krydset mellem Bispegårdsvej og Tokkerupvej i Lejre.
Da kvinden skulle lige over i krydset ad Kisserupvej kom den 18-årige bilist samtidig kørende med en 17-årig som passager.
Politikredsen beskriver, at den 18-årige mands bil ramte fronten på kvindens bil, og kørte videre ind i et vejtræ.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det resulterede i, at den unge bilist blev fastklemt i bilen og måtte reddes ud, da redningsmandskabet ankom til stedet.
Bilens anden passager kom selv ud af bilen og blev bragt til kontrol på sygehuset.
Man afspærrede vejen helt under arbejdet på stedet og fik en bilinspektør tilkaldt, da den 18-årige havde livstruende skader.
Han blev efterfølgende hentet i lægehelikopter og fløjet til behandling, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
De implicerede biler er efterfølgende blevet blevet taget ind til nærmere undersøgelse og bilinspektøren arbejder på en rapport, der blandt andet skal klarlægge, hvor hurtigt bilisterne har kørt.
Kort efter middagstid, to timer efter uheldet, blev afspærringen hævet fra stedet.
Den 18-årige bilist er nu uden for livsfare.