Der afsættes 15 millioner kroner årligt til at foretage flere retsmedicinske screeninger af børn, hvor der er mistanke om vold.
Det meddeler Justitsministeriet i en pressemeddelelse søndag morgen.
Retsmedicinske screeninger har til formål at vurdere, om eventuelle skader på børn er et resultat af vold.
Det er ifølge justitsminister Peter Hummelgaard (S) vigtigt at styrke området, fordi man ikke skal forvente, at børn selv siger noget, hvis de har været udsat for vold.
– Derfor er vi nødt til at gøre mere for at styrke barnets retssikkerhed, siger han i meddelelsen.
Beslutningen møder ros hos en række organisationer, der arbejder for bedre vilkår for børn.
Det gælder blandt andet Red Barnet, hvor man ifølge generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen netop har arbejdet for en udbredelse af retsmedicinske screeninger.
– Når et barn bliver udsat for vold, er det vores pligt at gøre alt, hvad vi overhovedet kan, for at sikre, at barnet får den rette hjælp og for at få identificeret voldsudøveren, siger hun i meddelelsen.
– Men i mange sager om vold eller med mistanke om vold kan det være svært ikke bare for barnet, men også for de professionelle som politi, socialrådgivere og sygeplejersker, at forstå, hvad der er sket. Derfor er de retsmedicinske screeninger så vigtige.
Hos Børns Vilkår mener man, at bevillingen vil gøre en forskel.
Peter Hummelgaard har tidligere åbnet op for, at han selv blev udsat for vold af sin far. Det skete i bogen “Der er noget, vi skal tale om”, som udkom i november sidste år.
Ministeren uddyber over for TV 2, at han desuden ønsker at skærpe straffen for at udøve vold mod både partnere og sine børn.
Skærpelsen skal gælde for såkaldt simpel vold, der involverer slag og spark. Lige nu skærpes straffen i gentagelsestilfælde, men det skal ifølge ministeren også gælde i førstegangstilfælde.
Udmeldingen kommer, mens regeringen nærmer sig en præsentation af et udspil til en ny strafreform.
Der er lagt op til, at straffen for grov vold og særdeles grov vold fordobles. Derudover skal straffen for simpel vold øges med 50 procent.
/ritzau/