Politiet søger nu hjælp fra vidner i en uhyggelig sag om vanvidsbilisme, der udspillede sig tidligere på ugen. Her måtte flere børn springe for livet.
Onsdag eftermiddag var to børn ude for en noget chokerende oplevelse, der nok stadig sidder i dem.
Da børnene krydsede et fodgængerfelt kom en bil i højt fart pludselig bragende mod dem.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det oplyser Eric Lindholdt, der er vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, til JydskeVestkysten om den skræmmende sag, der udspillede sig i Outrup.
Ifølge mediet var det konkret ved et fodgængefelt nær stikvejen med navnet ‘centrum’, at episoden udspillede sig.
Her kom to personbiler, omkring klokken 14.40, kørende i sydlig retning, hvor begge biler stoppede for de to børn, der ville krydse vejen.
“Så kommer en tredje bil bagfra med, ifølge øjenvidner, 70 til 80 kilometer i timen. Der må børnene springe tilbage på fortovet for ikke at blive ramt af bilen,” lyder det fra vagtchefen.
Efterfølgende kørte bilisten ind i en bilkø, der ventede på at passere en jernbanebom.
Politiet søger nu vidner til hændelsen.
Særligt den bagvedkørende bil ved fodgængerfeltet og de to børn vil man gerne høre fra.
Politiet kan kontaktes på telefon 114.