Kunst og kultur som løftestang: Nyt projekt skal støtte unge på kanten

Illustrationsfoto.

Projektet ‘Trivsel er en Kunst’ skal skabe inkluderende fællesskaber for unge med autisme, ADHD og andre udfordringer.

Ud af 130 ansøgninger har Kulturministeriet valgt blot 15 projekter rundt omkring i landet, som skal styrke unge på kanten af samfundet og give dem et kærligt skub tættere på enten arbejde eller uddannelse.

I sidste måned løftede Kulturministeriet sløret for, at det tværkommunale samarbejde mellem Lolland og Guldborgsund Kommuner – Kulturtjenesten – er blandt de initiativer, der får støtte til at udvikle længerevarende kulturpasforløb i 2025 og 2026.

Og nu er endnu et initiativ blevet tildelt støtte til et kulturpasforløb.

‘Trivsel er en Kunst’, som Furesø Kommune står bag, modtager nemlig 2,7 millioner kroner til at udvikle kulturpasforløb på tværs af 10 kommuner.

Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Projektet er et landsdækkende netværk, der arbejder for at fremme trivsel og handlekraft blandt unge – særligt dem med autisme og ADHD.

En omfattende indsats

Med støtten står Furesø Kulturskole nu over for en omfattende indsats frem til udgangen af næste år.

Der skal nemlig udvikles sammenhængende kulturpasforløb på tværs af ti musik- og kulturskoler i tæt samarbejde med kommunernes ungeindsatser.

I alt handler det om 20 kulturpasforløb, der samlet set kommer ud til 240 udsatte unge i ti kommuner.

Hvert forløb strækker sig over 12 uger og inviterer de unge ind i trygge, lokale fællesskaber, hvor aktiviteter som musik, billedkunst og skrivekunst danner rammen om nye muligheder for deltagelse og udvikling.

Kulturpasforløbene under ‘Trivsel er en Kunst’ vil også inkludere inspirationsmøder med fagpersoner, forbilleder og uddannelsessteder, som matcher de unges interesser. Derudover vil der være mentorsamtaler med fokus på fremtidsmuligheder inden for job og uddannelse – og ikke mindst mulighed for at skabe egne kunstneriske værker i samarbejde med eksisterende ungefællesskaber på landets musik- og kulturskoler.

Vigtig opgave

Netværket bag indsatsen består af ti musik- og kulturskoler fra hele landet:

Furesø, Aarhus, Favrskov, Gentofte, Gladsaxe, Herlev, Horsens, Roskilde, Skanderborg og Viborg.

Sammen arbejder de praksisnært med at udvikle inkluderende fællesskaber med afsæt i blandt andet musik, billedkunst og drama – med fokus på at fremme trivsel og handlekraft hos børn og unge med især autisme, ADHD og samtidige udfordringer som for eksempel social angst.

Og det er en opgave, som kommunen går til med alvor og ansvar.

“Kulturministeren har sat os alle på en vigtig opgave, og nu skal vi med Trivsel er en Kunst og vores netværk af musik- og kulturskoler lykkes med at møde og skabe rum for denne ungegruppe i vores fællesskaber. Vi har arbejdet intenst med kulturaktiviteter målrettet især børn og unge med autisme og ADHD de seneste år, og ser frem til at bringe vores erfaringer i samspil med bl.a. de kommunale ungeindsatser. Vi vil gå til opgaven med ydmyghed og glæder os over muligheden for at kunne bidrage til den nationale kulturpasindsats,” udtaler Jes Gram, udviklingsleder af børne- og ungekultur i Furesø Kommune, på vegne af ‘Trivsel er en Kunst’.

Ønsker at inkludere unge

Det var regeringen og en række aftalepartier, der i november sidste år vedtog en aftale om forsøg med kulturpasforløb. Målgruppen er unge mellem 15 og 24 år, der står på kanten af job og uddannelse.

Her er målet, at inkludere de unge, der befinder sig i et udfordrende sted i livet, i lokale fællesskaber på en ny og anderledes måde.

Samtidig er håbet, at netop fællesskaber kan bringe de unge tættere på job eller uddannelse.

Selv før høringsfasen er slut, har et enigt udvalg i Københavns Kommune valgt at droppe kontroversielle forslag om lukninger.