Nyt GTA-spil udskudt igen: Så længe skal du vente

Det længe ventede videospil “Grand Theft Auto VI” – også kaldet GTA 6 – bliver først udgivet 26. maj næste år.

Det oplyser Rockstar Games, der står bag spillet, på sin hjemmeside.

– Vi er meget kede af, at det er senere, end du havde forventet.

– Den interesse og begejstring, der omgiver et nyt “Grand Theft Auto”, har været dybt overvældende for hele holdet, lyder det.

Forventningen var, at spilles skulle udgives i efteråret 2025. Videospillet har været i støbeskeen i over et årti.

Rockstar Games oplyser videre, at selskabet har brug for ekstra tid for at kunne levere den kvalitet, “du forventer og fortjener”.

Den seneste version af spilserien – “Grand Theft Auto V” – blev udgivet i 2013.

Det er et af de bedst sælgende videospil nogensinde med over 200 millioner solgte eksemplarer.

Det nye GTA var ventet at blive en stor drivkraft bag væksten i hele spilindustrien i år, efter at markedet har oplevet en nedgang.

Udsættelsen falder desuden sammen med en periode med økonomisk usikkerhed i branchen, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Microsoft, der står bag Xbox-konsollen, har varslet prisstigninger på op mod 20 procent på sine konsoller.

Samtidig vil priserne på spil, der er produceret af Microsofts egne udviklere, få et nøk opad.

Også konkurrenten Sony har meddelt, at man vil hæve priserne.

Xbox-konsoller produceres for en stor dels vedkommende i Kina og importeres til USA.

USA’s præsident, Donald Trump, har indført en importtold på 145 procent på varer, der produceres i Kina og sendes til USA.

Aktien i selskabet Take-Two, der ejer Rockstar Games, falder fredag over ni procent i det amerikanske formarked.

Selskabets topchef, Strauss Zelnick, siger ifølge MarketWire til Bloomberg News, at man “fuldt ud” støtter udskydelsen.

Med GTA’s store succes er også fulgt kritik af spillet. Kritikere har således beskyldt spilserien for blandt andet at glorificere vold.

De beskyldninger har moderselskabet afvist.

Spillet er præget af den amerikanske kultur for gangsterrap, og karaktererne i “Grand Theft Auto V” sælger stoffer, slås, røver og kører hærgende i bil.

Narkokørsel med barn i bilen: Far kører galt og hopper på taget af bilen