WHO med skræmmende melding: Værste nogensinde

Den globale sundhedsfinansiering står over for en historisk krise.

Det siger Verdenssundhedsorganisations (WHO) direktør, Tedros Adhanom Ghebreyesus.

– Vi gennemlever den største forstyrrelse af den globale sundhedsfinansiering i mands minde, siger han.

Som noget af det første i Det Hvide Hus valgte den amerikanske præsident, Donald Trump, i januar at trække sig ud af samarbejdet med WHO i løbet af 12 måneder og stoppe al fremtidig økonomisk støtte til organisationen.

Trump mener, at FN-organisationen har håndteret coronapandemien og andre internationale sundhedskriser forkert.

USA er ellers den største økonomiske støtte for FN-organet og bidrager med omkring 18 procent af WHO’s samlede finansiering.

Det amerikanske farvel forværrer en i forvejen voksende finansieringskrise for WHO. Flere andre lande har også skåret i deres udviklingsstøtte.

WHO står over for en indkomstmangel på næsten 600 millioner dollar i år.

Ifølge et internt notat, som nyhedsbureauet Reuters har set, har WHO varslet at skære 21 procent af organisationens budget og reducere antallet af medarbejdere.

WHO advarer om, at nedskæringerne vil få stor betydning for menneskers sundhed i hele verden.

Trumps udmelding om et farvel til WHO var ikke nogen stor overraskelse.

I slutningen af sin første præsidentperiode, der gik fra 2017 til 2021, talte han også om et amerikansk farvel til WHO. Det skete i kølvandet på coronapandemien, der for alvor brød ud i begyndelsen af 2020.

Flere andre FN-organisationer har også varslet store ændringer i medarbejderstaben og budgetterne efter et globalt fald i international bistand – især fra USA.

Den amerikanske præsident har arbejdet for at skære USA’s bidrag til FN og andre organisationer markant ned.

Foreløbig har Trump-administrationen afviklet 83 procent af de humanitære programmer, der blev finansieret af det amerikanske udviklingsagentur USAID.

Før nedskæringen havde USAID et årligt budget på knap 43 milliarder dollar, hvilket udgjorde 42 procent af den samlede globale humanitære bistand.