Der kører ingen regionaltog mellem Odense og Fredericia tirsdag morgen. Også enkelte InterCity-tog er aflyst.
Det skriver DSB på det sociale medie X kort før klokken 06.
– Banedanmark har et overgravet kabel ved Middelfart, som betyder, at ikke alle tog mellem Odense og Fredericia kan køre, lyder det i opslaget.
DSB arbejder i stedet på at skaffe togbusser, “men det går desværre ikke så nemt”, skriver DSB på sin hjemmeside.
Det ødelagte kabel forventes at være repareret “i løbet af formiddagen”, oplyser Banedanmark.
Men der er tale om “et lidt større arbejde, de skal have gang i derude”, lyder meldingen om kablet ved Middelfart.
Også andre steder i landet er der færre togafgange.
Frem til klokken 12 kører der færre tog mellem Østerport, København H, Københavns Lufthavn og Malmø, lyder det på DSB’s hjemmeside.
Der er en fejl på et spor mellem lufthavnen og Malmø, hvilket betyder, at der kun kan køre to tog i timen mellem Danmark og Sverige, skriver DSB.