Der er ikke længere grundlag for varetægtsfængsling af en mand, der 31. marts blev anholdt efter kvindes død.
For ti dage siden blev han varetægtsfængslet. Mistænkt for at have dræbt en 40-årig kvinde, som dagen før blev fundet død i en bil i Ny Højen syd for Vejle.
Men nu er han blevet løsladt, oplyser Sydøstjyllands Politi fredag eftermiddag.
Det vurderes, at der ikke længere er grundlag for fortsat varetægtsfængsling.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Hvad der nærmere er sket i sagen, vil politiet dog ikke ud med. Manden er fortsat sigtet for drab, og dødsfaldet efterforskes stadig.
– Af hensyn til det arbejde har politikredsen ikke yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt, skriver politikredsen i en pressemeddelelse.
Skal man være varetægtsfængslet er der en flere krav, der skal være opfyldt. Blandt andet skal der som minimum være en begrundet mistanke om, at man er skyldig i den pågældende forbrydelse.
Det var 31. marts, at den 40-årige kvinde blev fundet død i en bil i Ny Højen. Den 44-årige mand blev anholdt samme dag.
Kvinden blev fundet død i Ny Højen 31. marts, og manden blev samme dag anholdt.
Dagen efter blev han stillet for en dommer i Retten i Kolding. Her blev han varetægtsfængslet frem til 15. april. Men allerede nu har politiet vurderet, at han ikke længere skal være fængslet.
Da retsmødet blev omfattet af lukkede døre, er det uvist, hvilke beviser politiet havde på daværende tidspunkt. Det holdes også hemmeligt, hvad manden eventuelt har forklaret.
/ritzau/

