Garder sniffer kokain på sabler: Ny dokumentar afslører voldsom festkultur i Livgarden

Foto: Privatbillede / TV 2

Ny dokumentar afdækker en utryg festkultur med stoffer og alkohol i Den Kongelige Livgarde – tidligere gardere beskriver en skræmmende og ukontrolleret hverdag.

Umiddelbart burde man tro, at der var styr på sagene hos Den Kongelige Livgarde. Med skarpladte våben skal der nemlig ikke meget til, før det kan gå galt.

Men nu lader det til, at alt ikke står vel bag kulisserne.

Den nye TV 2-dokumentar ‘Livgarden på stoffer’ afdækker nemlig en festkultur med stoffer og alkohol i Den Kongelige Livgarde.

I en pressemeddelelse kortlægger tv-stationen, hvordan der bag Livgardens ikoniske uniformer gemmer sig en drengerøvskultur, der er kammet over.

“Du står med et våben. Du kan, hvis du ville, gøre alle mulige ting med det, som du ikke burde. Det er ikke super betryggende, når folk de er påvirket på vagt, fortæller en tidligere garder, der medvirker anonymt i programmet, da han stadig er ansat i Forsvaret,” fortæller en tidligere gardere i dokumentaren.

“Foragtelige” og “skræmmende” forhold

I dokumentaren medvirker seks tidligere gardere. Tre af dem står frem med deres fulde navn og ansigt, mens tre medvirker anonymt.

Her beretter de anonyme kilder om en kultur præget af euforiserende stoffer, hvor en gruppe på vagtholdet eksempelvis tog kokain 1-3 gange om ugen, og at de stort set ikke oplevede nogen form for kontrol efterfølgende.

TV 2 er også kommet i besiddelse af en video, hvor en garder sniffer en bane kokain på en af Livgardens sabler inde på kasernen.

Og det er episoder som disse, som får militærsociolog Henning Sørensen til at kalde forholdene, der kommer frem i dokumentaren for “foragtelige” og “skræmmende”.

Direkte ulovligt

Oberst og chef for Den Kongelige Livgarde, Mads Rahbek, genkender dog ikke det samlede billede af forholdene i Livgarden, som de medvirkende beskriver i programmet.

Han understreger samtidig, at det er direkte ulovligt at møde op på vagt i Livgarden påvirket af noget som helst.

Desuden fremhæver han, at det, indtil reglerne blev ændret i 2023, ikke var muligt for Livgarden at udføre stikprøvekontroller, og at testning kun kunne finde sted ved konkret mistanke.

TV 2 har talt med 151 tidligere gardere, der har aftjent deres værnepligt i Livgarden fra 2018-2024. Af dem fortæller 97, at de kender til, at nogle tog stoffer under deres tid i Livgarden, og 110 nævner en kultur, hvor man tog i byen flere gange om ugen.

‘Livgarden på stoffer’ kan ses onsdag 19. marts klokken 20 på TV 2 og hele dagen på TV 2 Play.

Det skandaleombruste satireprogram fra 1980 genudsendes i sin fulde længde for første gang.