Teenager skudt i maven af 66-årig

En 16-årig knallertfører blev mandag ramt af skud i maven, da en vred 66-årig var træt af larm.

En 66-årig vred mand havde tilsyneladende over længere tid fået nok af larmende knallerter.

Det gik på tragisk vis ud over en bare 16-årig, der mandag kom kørende på sin knallert.

Her kunne teenageren pludselig se manden gå ud foran ham, hvorefter han skød ham i maven på cirka tre meters afstand.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

TV 2 Østjylland oplyser, at skuddet gik direkte gennem drengens jakke og t-shirt. Det drejede sig dog ‘kun’ om et luftgevær, hvorfor blå mærker og lettere blødninger på maven, endte med at være resultatet af den 66-åriges aktion.

‘I første omgang nægtede han, men senere erkendte han at have skudt. Han forklarede, at han generelt var træt af larmende knallerter, og nu skulle det stoppe.’

Sådan lyder det fra politikommissær Kenn Sølvkær Jensen fra lokalpolitiet i Silkeborg til mediet om hændelsen på Blichersvej i Thorning.

Politiet konfiskerede efterfølgende luftgeværet og tog manden med til afhøring på stationen.

I den ombæring blev han sigtet for at have foretaget legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter. Sigtelsen kan give fængsel i op til seks år, oplyser TV 2 Østjylland.

Den 66-årige blev efter endt afhøring løsladt igen, men han kan se frem til et retsligt efterspil, efter at have taget loven i egen hånd.

Noget politikommissæren råder på det kraftigste imod.

Han tilføjer til mediet, at man tidligere har modtaget anmeldelser fra Thorning om knallerter, der larmer og kører for hutigt.

Der er dog ingen indikationer på, at den 16-årige, der blev ramt af skud, hører under den kategori.

Det tyder derfor på, at teenageren bare var et tilfældigt offer for den 66-åriges udbrud.

Tirsdag formiddag er der sket en alvorlig ulykke under jagt. Her er en 74-årig kvinde blevet ramt af et projektil i forbindelse med et vådeskud.