Ordfører: ‘Hvis ministeren har skjult det her, så er det meget, meget alvorligt’

Klima-, energi og forsyningsminister Lars Aagaard (M) skal snart forklare sit ministeriums rolle i sagen om en pressemeddelelse, der aldrig blev sendt ud. Herunder hans egen viden om det, skriver Zetland, der har fået indsigt i interne dokumenter.

Ifølge mediet besluttede selskabet Energinet, der hører under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, sidste år i samarbejde med ministeriet ikke at udsende en pressemeddelelse med dårligt nyt for den grønne omstilling.

Energinet havde forinden lavet en analyse, der viste, at mere end halvdelen af de anlægsprojekter, der skal gøre energinettet klar til den grønne omstilling, er forsinket.

I den ikke udsendte pressemeddelelse, som Zetland er i besiddelse af, beskriver Energinet de omfattende forsinkelser, og at disse vil få konsekvenser for både elpriser, klimaet og risikoen for strømafbrydelser.

– Det er ganske rigtigt, at vi havde et udkast til en pressemeddelelse med i vores overvejelser, siger driftsdirektør i Energinet Søren Dupont Kristensen til Zetland.

– Men dér blev konklusionen, at vi hellere ville gå ud og give de enkelte berørte projekter direkte besked, sådan så de ikke skulle læse en generel annoncering og så efterfølgende måske høre fra os, hvad det betød for dem, siger han.

Ifølge driftsdirektøren er det ikke så usædvanligt, at Energinet “arbejder med flere scenarier for, hvordan vi vil kommunikere det her”.

Søren Dupont Kristensen fortæller, at Energinet traf beslutningen om ikke at udsende pressemeddelelsen. Han siger, at det skete efter drøftelser med Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, som var enig i vurderingen.

Han husker ikke, om beslutningen var forbi Lars Aagaards bord. Det har ikke været muligt for Zetland at få et interview med ministeren, som er i USA.

Zetland har talt med Brian Vad Mathiesen, der er professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, og Marie Münster, der er professor i energisystemanalyse ved DTU og medlem af Klimarådet.

Begge eksperter siger, at det ikke ud fra Zetlands dokumentation er muligt at vurdere, hvor store konsekvenserne af forsinkelserne bliver for den grønne omstilling.

Danmark har et mål om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030, når man sammenligner med niveauet i 1990.

Flere partier i Folketinget vil have Lars Aagaard i samråd i Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget i Folketinget.

– Hvis ministeren har vidst det her og skjult den viden for Folketinget, så er det meget, meget, meget alvorligt.

– Og så er vi simpelthen nødt til at have en drøftelse af, om vi fortsat kan have tillid til ministeren, siger energi- og forsyningsordfører Dina Raabjerg (K).

Novo Nordisk er efterhånden kendt for sin succes med slankemedicinen Wegovy. De har ifølge et undersøgende medie investeret over 100 millioner kroner af amerikanske medarbejderes pensionsmidler i fastfood og usunde fødevarer.