Flere flyafgange fra Kastrup til tyske lufthavne er mandag aflyst som følge af strejker i Tyskland.
15 afgange er aflyst i løbet af dagen til lufthavne som München, Berlin og Frankfurt.
Det fremgår af Københavns Lufthavns hjemmeside mandag morgen.
Samtidig er flere ankomster fra Tyskland aflyst. Det drejer sig ligeledes om 15 fly, der ikke lander i København som planlagt.
Ved midnat natten til mandag indledte ansatte i 11 store tyske lufthavne en strejke, der efter planen skal vare et døgn.
Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.
Det er fagforeningen Verdi, der har iværksat strejkerne. De skyldes uenighed om lønforhold med arbejdsgivere.