Regeringen vil kompensere med 600 millioner kroner

PostNord Danmark skal hjælpes “bedst mulig videre”, efter at selskabet torsdag har meddelt, at brevforretningen afvikles ved udgangen af 2025, og at 1500 medarbejdere kan forvente at miste deres job.

Derfor vil regeringen yde en engangskompensation på 600 millioner kroner til PostNord Danmark.

Det oplyser transportminister Thomas Danielsen (V) i et skriftligt svar til Ritzau.

– Engangskompensationen skal hjælpe selskabet med sine historisk betingede omkostninger i forbindelse med nedlukning af den danske brevdivision, siger Thomas Danielsen.

Kompensationen er betinget af, at Europa-Kommissionen godkender statsstøtten. Den danske stat ejer 40 procent af PostNord Danmark.

PostNords administrerende direktør, Kim Pedersen, siger torsdag i en pressemeddelelse, at “brevmarkedet ikke længere er rentabelt”.

I stedet skal der fokuseres på én kerneydelse i form af pakker.

Beslutningen fra PostNord kommer, godt halvandet år efter at et flertal i Folketinget vedtog en ny postaftale.

Som led i den aftale ophørte befordringspligten, der har givet PostNord en “særstilling” i forhold til landsdækkende levering af pakker og breve.

Med aftalen ønskede politikerne at give borgerne “et friere valg”, når der skal sendes og leveres post.

Thomas Danielsen betoner i sit skriftlige svar, at det er “ledelsen i PostNord, der har truffet beslutningen om at lukke brevdivisionen”.

– Antallet af sendte breve er fra årtusindskiftet faldet med 94 procent, hvorfor det også har været forventningen, at breve og pakker over tid vil blive betragtet mere generelt som “forsendelser”, siger han.

Den nye postaftale giver også staten mulighed for at gribe ind, hvis der opstår udfordringer med eksempelvis levering af post i landdistrikterne.

Benzinbiler forsvinder helt: EU sætter endelig slutdato