Verdenskriser gavner Mette Frederiksen

Statsminister Mette Frederiksen (S) drager i øjeblikket stor fordel af den betændte verdenssituation, når hun i denne uge er på tur rundt i Danmark.

Ifølge Eva Sørensen, der er professor på Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv ved Roskilde Universitet, er det tydeligt, at vi står i en tid, der gavner statsministeren.

– Hun står ligesom under corona, hvor hun blev den samlende figur, der tager sig af os i krisetider.

– Jeg tror hellere, at hun havde været den betændte verdenssituation foruden, men en god leder udnytter muligheden, når den er der, siger professoren.

Statsministeren er ifølge hende bedre i krisesituationer end til hverdagen, og mandag fik Socialdemokratiet da også det bedste resultat i over et år i en meningsmåling fra Voxmeter.

I den forgangne uge besøgte Mette Frederiksen først den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, og senere på ugen var hun i Storbritannien hos premierminister Keir Starmer.

Mandag var hun blandt andet i Køge og Aarhus, hvorfra der flittigt blev delt billeder på det sociale medie Instagram med både borgmestre og universitetsstuderende.

Onsdag er hun igen på de danske landeveje, når hun blandt andet skal mod Silkeborg.

For politisk kommentator Noa Redington er det også tydeligt, at vi har haft en statsminister, der har haft svært ved at finde sin relevans i dansk politik.

– Det er første gang i to år, at hun for alvor er relevant. Verden er pludselig i krise, og der er brug for lederskab.

– Ud af det blå er der opstået en åbning i folks opmærksomhed, og den sprække kaster hun sig ind i, siger han.

To mænd risikerer udvisninger efter de kidnappede en 15-årig, ydmygede hende og truede hende på livet.