Oscar-uddelingen: Her er årets bedste film

Filmen “Anora”, som er instrueret af Sean Baker, vinder en Oscar for Bedste Film.

Det sker tidligt mandag morgen dansk tid, hvor der i Dolby Theatre i Los Angeles i USA uddeles oscarstatuetter.

Bedste Film var showets sidste kategori.

“Anora”, som handler om en stripper i Brooklyn i New York, har vundet i alt fem statuetter – heriblandt Bedste Instruktør, Bedste Manuskript og Bedste Klipning.

Mikey Madison vandt samtidig Bedste Kvindelige Hovedrolle for sin præstation i filmen.

– Vi lavede den her film for seks millioner dollar (Cirka 43 millioner kroner, red.) og skød det hele i New York City med omkring 40 medarbejdere, lyder det ifølge nyhedsbureauet AP fra instruktør Sean Baker.

– Vi lavede den her film uafhængigt. Hvis I forsøger at lave uafhængige film, så bliv ved med at gøre det. Vi har brug for flere. Det her er beviset, siger han.

“Anora” var i kategorien oppe mod filmene “The Brutalist”, “A Complete Unknown”, “Conclave”, “Dune: Part Two”, “Emilia Pérez”, “I’m Still Here”, “Nickel Boys”, “The Substance” og “Wicked”.

Det er den 97. gang, at prisuddelingen finder sted.

Det danske oscarhåb “Pigen med nålen”, der er instrueret af svenske Magnus von Horn, var også nomineret i en anden kategori. Se afgørelsen her.