Børn i tvivl om sit køn: Det Etiske Råd advarer mod medicin

Medicin fra Det Etiske Råd mod kønsforvirring
Illustrationsfoto.

Det Etiske Råd har afgivet svar på Sundhedsstyrelsens høring om sundhedsfaglig hjælp ved kønsinkongruens – altså tvivl om sit køn.

Flere børn i Danmark oplever identitetskriser i forhold til, hvilket køn de føler sig som.

Nu har Det Etiske Råd taget stilling til spørgsmålet, hvortil de har udsendt en pressemeddelelse.

Rådet tager ikke konkret stilling til de enkelte dilemmaer. De skitserer i stedet de etiske udfordringer, der følger med diagnosticering og behandling af kønsinkongruens. Flere medlemmer understreger behovet for forsigtighed, især når det gælder medicinsk behandling af børn og unge.

Det Etiske Råd: Bekymring for langtidseffekter hos børn og unge

Ifølge Det Etiske Råd bør der udvises særlig forsigtighed, når det kommer til medicinsk behandling af mindreårige med kønsinkongruens. Flere rådsmedlemmer peger på, at der er begrænset viden om langtidseffekterne af hormonbehandling og kirurgiske indgreb. Det rejser altså en række etiske spørgsmål.

Begrænset viden om langtidseffekterne af behandlingen, potentielt betydelige bivirkninger og den irreversibilitet, der er forbundet med visse behandlinger. Disse er blandt de faktorer, som gør det nødvendigt at være særligt tilbageholdende, når det gælder børn og unge. Sådan lyder det i pressemeddelelsen.

Samtidig fremhæver Det Etiske Råd, at der har været en markant stigning i antallet af henvendelser om kønsinkongruens i de seneste år. Det understreger yderligere behovet for en grundig og systematisk tilgang.

Behov for systematisk vurdering af behandling

Et andet centralt dilemma, som Det Etiske Råd påpeger, er de subjektive diagnosekriterier, der anvendes ved kønsinkongruens. Det gør det ifølge dem nødvendigt at overveje, hvordan en kritisk vurdering af patientens behov kan balanceres med respekt og imødekommenhed.

‘Kan en kritisk vurdering simpelthen bestå i at lytte til patientens ønsker, eller er der stadig behov for at udfordre dem?’

Sådan spørger rådet i pressemeddelelsen og understreger, at dette dilemma er særligt fremtrædende på området for kønsinkongruens.

For at sikre en mere solid vurdering af behandlingsforløb anbefaler flere rådsmedlemmer, at der etableres en national multidisciplinær vurdering af patientforløb. Derudover skal man ifølge dem lave en systematisk opsamling af erfaringer, så kommende patienter sikres den bedst mulige behandling.

Fokus på en saglig debat

Det Etiske Råd understreger, at formålet med deres tilgang er at bidrage til en nuanceret og respektfuld debat om sundhedsfaglig hjælp ved kønsinkongruens. De anerkender, at der findes behandlingskrævende tilfælde, men efterlyser samtidig en øget bevidsthed om de etiske dilemmaer, der følger med området.

Høringen om den faglige ramme for behandling af kønsinkongruens er en del af Sundhedsstyrelsens arbejde med at sikre, at behandlingen sker på et oplyst og videnskabeligt grundlag. Det Etiske Råds kommentarer kan derfor få betydning for, hvordan retningslinjerne bliver udformet fremover.

En ny undersøgelse afslører, hvilke bilmærker deres ejere fortryder mest at købe. Listen viser store overraskelser.