Efter længere tids efterforskning er politiet nu skredet til anholdelse af en 32-årig mand. Manden er mistænkt for at have begået flere uhyggelige hændelser, der har skræmt lokale borgere
“Det er længere tids efterforskning og henvendelser fra vidner, som kunne genkende manden ud fra nogle billeder fra august, der har ført os frem til at kunne sigte manden.”
Sådan lyder det fredag morgen fra politikommissær Marianne Steinke fra lokalpolitiet i Herning, som kan fortælle, at Midt- og Vestjyllands Politi er skredet til anholdelse af en 32-årig mand.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Sagen tog sin begyndelse i offentligheden tilbage den 11. august i Herning, da en kvinde var på vej hjem efter en gåtur med sin hund.
Under turen så hun pludselig en mørkklædt mand med maskering for ansigtet, der virkede mistænktsom, fordi han beluerede beboere i en ejendom gennem deres vinduer på Thrigesvej i Herning.
Da kvinden konfronterede manden, sparkede han ud efter hunden og flygtede fra stedet.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelese.
Kvinden anmeldte efterfølgende forholdet til politiet, da beboere i længere tid havde følt sig generet af en vindueskigger. Politiet havde allerede på det tidspunkt modtaget flere anmeldeleser.
Så sent som i januar kom den seneste anmeldelse.
“Det er klart, at det skaber stor utryghed i et område, når flere på den måde oplever at blive beluret i deres hjem. Derfor er det selvfølgelig meget tilfredsstillende, at det grundige arbejde med sagen nu har båret frugt. Vi har sigtet den mistænkte for to konkrete tilfælde – ét i august 2024 og ét i januar 2025. Nu fortsætter vores efterforskning af sagerne, og vi kigger selvfølgelig også på, om den sigtede mand kan stå bag andre, lignende hændelser i området”, fortæller politikommissæren.
Den 32-årige mand er også bosat i Herning. Han er nu blevet sigtet for blufærdighedskrænkelse.
Politiet oplyser, at manden efter sin anholdelse er blevet løsladt, men at han stadig er sigtet i sagen.
LEGO afslører en særlig nyhed, der vil glæde både samlere og nostalgiske fans.