Danmarks førende scene for musikteater indgår et samarbejde med landets mest fremtrædende musikmedie. Målet er at styrke begge parter.
Østre Gasværk Teater indgår et strategisk samarbejde med Danmarks førende musikmedie.
Partnerskabet har til formål at styrke begge parter, skabe fælles historier og arrangementer med musikken i fokus.
Det skriver Østre Gasværk Teater i en pressemeddelelse.
“GAFFA er rigtig glade for at indgå et stærkt strategisk samarbejde med Østre Gasværk Teater. GAFFA ønsker at få et tættere og stærkere samarbejde med forskellige væsentlige aktører inden for den danske musikscene – herunder Østre Gasværk Teater, som Danmarks mest positionerede musikteater-scene. Vi håber, at samarbejdet kan give endnu mere unikt og læsevenligt indhold og spændende særarrangementer til vores læsere, såvel som vi kan bidrage med, at flere kommer til at opleve de fantastiske forestillinger Østre Gasværk Teater opfører,” udtaler bestyrelsesleder for GAFFA, Kristian Lautrup-Nielsen, i pressemeddelelsen.
Samarbejdet begynder allerede den 13. marts med arrangementet ‘Talk om Stings musik i THE LAST SHIP’.
En central del af samarbejdet er GAFFAs rolle som hovedsponsor for Musikteaterlandsholdet de næste to år.
Musikteaterlandsholdet på Østre Gasværk Teater består af 29 faste hybridkunstnere og musikere, der hver især synger og spiller på tre til 15 instrumenter og jævnligt mødes til workshops.
Her ønsker man at forstærke den kunstneriske oplevelse, som Østre Gasværk Teater er kendt for.
“Man ønsker jo altid, at partnerskaber har den helt rigtige profil. At der er tale om et perfekt match for begge parter. Østre Gasværk Teater arbejder aktivt, blandt andet gennem Musikteaterlandsholdet, med at integrere musikken på teatret på nye måder. Til glæde for publikum, og til glæde for et teater i fornyelse. GAFFA er en oplagt partner for teatret, netop fordi det er et musikmedie med en stærk forbindelse til musikbranchen og de kunstnere, vi arbejder med. At få GAFFA som decideret sponsor for Musikteaterlandsholdet er med til at sikre, at det overhovedet findes – og det er jeg både taknemlig for og stolt af,” siger Teaterchef på Østre Gasværk Teater, Søren Møller.
Du kan læse mere om samarbejdet her.