Tirsdag eftermiddag udviklede sig overraskende for et ungt par, der efter en anmeldelse af en borger blev taget på fersk gerning af politiet.
Klokken nærmede sig 14 tirsdag eftermiddag, da der tikkede en anmeldelse ind ved politiet.
En borger havde bemærket et ungt par i et krat.
Ifølge anmeldelse lignede det, at de to unge mennesker ledte efter noget.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Tidligere havde anmelderen bemærket samme par i krattet – der lignede det også, at de ledte efter noget.
Det fremgår af Midt- og Vestsjællands Politis uddrag af døgnrapporten, om hændelsen i Ahornlunden i Roskilde.
Kort tid efter anmeldelsen ankom ordensmagten, der kunne sigte en 16-årig pige og en 17-årig dreng fra Roskilde.
De to var i besiddelse af tre gram hash og 17,88 gram skunk, hvorfor de modtog en sigtelse for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer.
Politiets arbejde var dog endnu ikke overstået.
Endnu en sigtet
Patruljen besluttede at ransage den 17-årige drengs adresse i Roskilde. Her gjorde man sig et fund af en plade hash på 96 gram.
På adressen befandt en 28-årig mand sig, der har bopæl der. Han oplyste dog, at hashen var til eget forbrug.
Den 28-årige blev også sigtet for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer.
Politikredsen oplyser, at sagerne afgøres på et senere tidspunkt.
Både de sociale myndigheder og forældrene til den 16- og 17- årige er underrettet.