Folketinget skal nu stemme om, hvorvidt retspræsident Christian Lundblad skal være ny ombudsmand.
Folketingets Retsudvalg har fredag indstillet til, at retspræsident Christian Lundblad bliver ny ombudsmand i Folketinget.
Det fremgår af en nyhed på Folketingets hjemmeside.
Før Christian Lundblad kan blive ny ombudsmand, skal et flertal i Folketinget stemme for. Det fremgår ikke, hvornår det skal til afstemning i salen.
Christian Lundblad har siden 2017 været retspræsident ved Retten på Frederiksberg.
Siden oktober har landsdommer Henrik Bloch Andersen været midlertidig ombudsmand. Han har også tidligere vikarieret på posten.
Han blev midlertidig ombudsmand, da Niels Fenger blev dommer ved EU-Domstolen i Luxembourg.
Folketingets ombudsmand leder cirka 120 medarbejdere, som behandler klager over de offentlige myndigheder og sikrer, at den offentlige forvaltning handler lovligt.
/ritzau/