Foran sit hjem i Ringsted blev en 56-årig mand torsdag slået flere gange i ansigtet med en stump genstand og kom så alvorligt til skade, at politiet behandler sagen som et drabsforsøg.
En 21-årig mand, som ifølge Midt- og Vestsjællands Politi har en relation til offeret, er anholdt og sigtet i sagen, oplyser politiet til Ritzau.
Den anholdte blev torsdag eftermiddag fremstillet ved Retten i Roskilde. Her besluttede dommeren at varetægtsfængsle ham i foreløbigt fire uger.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Dommeren fængslede dog på grundlag af en mistanke om grov vold – og altså ikke drabsforsøg, som der er rejst sigtelse for. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
– Den 21-årige, der i dag blev fremstillet i grundlovsforhør sigtet for drabsforsøg i Ringsted, blev varetægtsfængslet for fire uger for grov vold, skriver politiet på det sociale medie X.
Det var klokken 23.42 onsdag aften, at den 56-årige mand blev opsøgt af gerningsmanden.
Foran bopælen fik den 56-årige flere slag i ansigtet og blev efterfølgende bragt til sygehuset til behandling for skaderne.
Der gik halvanden time fra overfaldet, indtil politiet skred til anholdelse. Det skete klokken 01.12.
Den anholdte kommer fra Faxe og har ifølge kommunikationsmedarbejder Charlotte Tornquist, Midt- og Vestsjællands Politi, en relation til offeret.
Hvilken teori, som politiet måtte have om et bagvedliggende motiv til overfaldet, er endnu ikke oplyst.
Af hensyn til den videre efterforskning af sagen ønsker anklagemyndigheden ikke, at for mange detaljer om overfaldet skal blive offentlig kendt.
Derfor krævede anklageren også, at torsdagens retsmøde skulle holdes uden adgang for offentligheden. Politiet har torsdag ikke oplyst, om dommeren fulgte det krav.
Øjeæblet bristede under brutal tortur, da en dansk mand ikke kunne betale sin gæld.