Selv om man spiller i landets næstbedste håndboldrække, kan man åbenbart tiltrække en af verdens bedste fløjspillere.
I hvert fald er det lykkedes HØJ Elite at sikre sig en aftale med svenske Hampus Wanne, som ankommer til sommer.
Venstrefløjen kommer til klubben fra selveste FC Barcelona og har skrevet under på en treårig kontrakt.
Det skriver HØJ Elite, der har hjemme i sjællandske Ølstykke, på sin hjemmeside onsdag.
– At få en spiller af Hampus Wannes kaliber til HØJ Elite er et kæmpe scoop for os, siger cheftræner Jesper Fredin.
– Hampus besidder en enorm international erfaring og har præsteret på den allerstørste scene. I mange år har han været blandt verdens absolut bedste på sin position, og han vil uden tvivl blive en nøglespiller for os – både på og uden for banen, siger træneren.
Hampus Wanne blev tidligt i sin karriere udråbt som et kæmpe talent, og allerede inden han var fyldt 20 år, var han på plads i storklubben Flensburg-Handewitt.
Der spillede han indtil 2022, hvor han rykkede til en af de fineste håndboldadresser i Europa hos FC Barcelona.
På hans cv figurerer blandt andet to Champions League-trofæer og en guldmedalje fra EM i 2022.
HØJ Elite har i de seneste sæsoner lavet nogle iøjnefaldende aftaler på både herre- og damesiden. Mest markant var det, da Hans Lindberg i sommer vendte hjem til sin barndomsklub efter en stor karriere i Bundesligaen.
Klubben fører lige nu 1. division med tre point ned til nummer to.
Øjeæblet bristede under brutal tortur, da en dansk mand ikke kunne betale sin gæld.