Ung svømmer mister livet i hajangreb

En ung kvinde har mistet livet, efter at hun mandag blev angrebet af en haj ud for øen Bribie Island.

Øen ligger ved Australiens østkyst og omkring 80 kilometer nord for storbyen Brisbane.

Det oplyser politiet i den australske delstat Queensland ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Omkring klokken 17.00 lokal tid modtog redningsmandskab en anmeldelse om et alvorligt hajangreb og blev kaldt til stranden Woorim Beach, der ligger på øen.

– Kvinden var ude at svømme, da hun blev bidt af en haj. Hun fik livstruende skader, som efterfølgende kostede hende livet, oplyser en talsperson fra politiet.

Politiet oplyser ikke alderen på den omkomne kvinde, men ifølge flere australske medier, heriblandt ABC News, var hun 17 år.

Ifølge Reuters er stranden, hvor hajangrebet fandt sted, et populært turistmål.

Christopher Potter, der bor på øen, fortæller til ABC News, at stranden ofte benyttes af grupper af svømmere.

– Man ved, at der er mange hajer omkring Bribie, men et hajangreb så tæt på kysten er stadigvæk et chok, siger han til ABC News.

Det fremgår ikke umiddelbart, hvilken type haj der angreb teenagepigen.

Ifølge mediet er der de seneste tre måneder sket tre hajangreb i Queensland.

Kort før nytår mistede en 40-årig mand livet ved den lille ø Humpy Island, der ligeledes ligger ved den australske østkyst. Øen ligger i nationalparken Great Barrier Reef, der er verdens største koralrev.

Manden var ude at fiske sammen med familiemedlemmer, da en haj bed ham nær halsen.

Tidligere samme måned blev en mand indlagt på hospitalet efter at være blev angrebet af en haj, mens han fiskede med harpun ud for Curtis Island, der ligeledes ligger i Queensland.

Siden år 1791 er der blevet registreret over 1200 hajangreb i Australien. Over 250 af dem har resulteret i dødsfald, skriver nyhedsbureauet AFP.

De mest alvorlige angreb kommer fra hvidhajer, tigerhajer og tyrehajer.

Et forældrepar har været udsat for et sandt mareridt. Mens deres søn blev tortureret på det grusommeste, blev de bedt om at skaffe en halv million kroner, hvis de ville se ham igen.