Erfaren filmkonsulent skal fremme børnefilmfestivalens strategiske udvikling og styrke festivalens rolle i filmbranchen.
BUSTER Filmfestival har fået ny programchef. Det afslører Fonden De Københavnske Filmfestivaler.
Fra den 1. marts bliver Tone Mygind Rostbøll, der i øjeblikket er kort- og dokumentarfilmkonsulent for børn og unge på Det Danske Filminstitut, programchef for festivalen.
Det skriver Buster Filmfestival i en pressemeddelelse.
”BUSTER skal forstørre biografoplevelsen for vores næste generation af filmelskere og vise film, der skærer igennem larmen og spejler børn og unges komplekse livsverden, så de føler sig set, hørt og mødt. Som børnefilmfestival skal BUSTER sætte et markant aftryk og repræsentere en stærk børnefilmbranche i et land kendt for vores gode historier til børn. Vi skal være en festival, hvor børnefilm tildeles den ære, de fortjener, og hvor branchen mødes og sætter børnefilm på dagsordenen,” udtaler Tone Mygind Rostbøll i pressemeddelelsen.
Som programchef vil hun arbejde tæt sammen med Fonden De Københavnske Filmfestivalers kunstneriske og administrerende direktør.
Samarbejdet vil fokusere på den strategiske udvikling af festivalen for de kommende generationer.
Den administrende direktør, Katrine Kiilgaard, er begejstret for det kommende samarbejde og fremhæver Tone Mygind Rostbølls mangeårige erfaring i branchen som et vigtigt aktiv for BUSTER.
”Tone Mygind Rostbøll og BUSTER Filmfestival er det perfekte match. Tone kommer med 15 års erfaring med at engagere børn og unge – selve fundamentet for vores fremtidige filmkultur i Danmark – i visuelle fortællinger. Den brede børnefilm er under massivt pres i tidens fragmenterede landskab for børne- og ungeindhold. Med sit store indblik og netværk i branchen er Tone den helt rigtige til at navigere i dette komplekse marked,” siger Katrine Kiilgaard.
Inviterer til reflektion og fællesskab
Tone Mygind Rostbøll er uddannet journalist fra RUC og manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole.
Gennem sin karriere har hun arbejdet med børne- og ungdomsfilm, både som manuskriptforfatter, instruktør, underviser, projektleder og filmkonsulent.
BUSTER Filmfestival henvender sig til børn og unge i skolealderen samt deres forældre og lærere. Her inviterer festivalen til refleksion og fællesskab.
Festivalen blev etableret i 2000 og fejrer derfor 25-års jubilæum i år.
Festlighederne foregår i biografer, biblioteker og kulturhuse i København og omegn, ligesom festivalen har sin egen festivalplads med et stort biograftelt på naturskønne Amager Fælled. Årets festival finder sted i uge 39 og 40.
Tone Mygind Rostbøll tiltræder stillingen den 1. marts 2025.