Syv mindreårige piger blev ofre for mand, som betalte med puffbars for seksuelle ydelser
Voldtægt og overgreb mod syv mindreårige piger udløser tirsdag en dom på otte års fængsel til en 32-årig mand i Københavns Byret, oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.
Ofrene var mellem 12 og 15 år, da overgrebene fandt sted i en periode fra november 2022 til september 2023.
Manden er dømt for blandt andet at have udnyttet sin psykiske og fysiske overlegenhed til at opnå seksuelt samvær med børnene.
Manden gav eller lovede børnene engangs-e-cigaretter – såkaldte puffbars – til gengæld som en slags betaling.
– Enhver seksuel aktivitet med et barn under 15 år, når den voksne er fyldt 22, er voldtægt. Det følger direkte af straffeloven, og her er der tale om en meget grov sag, hvor den tiltalte har udnyttet sin alder og erfaring til at opnå samlejerne med børnene, siger anklager Anna-Lisa Marx i pressemeddelelsen fra Københavns Politi.
– Det er selvfølgelig noget, vi ser på med den største alvor. Dommens resultat viser, at byretten er enige i den vurdering, og jeg er derfor tilfreds med dommen, siger Anna-Lisa Marx.
Den dømte, Okan Duvarci, er tyrkisk statsborger og blev ud over fængselsstraffen udvist af Danmark og må resten af sine dage ikke vende tilbage. Han blev derudover idømt et såkaldt kontaktforbud.
Det betyder, at han ikke – heller ikke via internettet – må tage kontakt til børn under 18 år. Gør han det alligevel, kan det straffes.
Okan Duvarci har under sagen været beskyttet af et navneforbud, men det er ophævet i forbindelse med domsafsigelsen.
Sagen mod den 32-årige mand er imidlertid ikke slut endnu. Efter tirsdagens domsafsigelse valgte han nemlig at anke til Østre Landsret. Her skal sagen på et senere tidspunkt behandles foran nye dommere og nævninger, som skal tage stilling til sagens beviser på ny.
I et domsresume fra Københavns Byret fremgår det, at Duvarci under sagen erkendte sig skyldig i at have haft seksuelle relationer til de mindreårige. Han har dog påstået, at han troede, pigerne var ældre.
Han har desuden afvist at der skulle være tale om udnyttelse, og at pigerne blev betalt med puffbars.