Dronning sygemeldt med hjerteproblemer

Donningen fik hjerteflimmer på en skitur og har efterfølgende fået indopereret en pacemaker

– Hendes Majestæt Dronningen er i dag udskrevet fra Rikshospitalet. Dronningen er i god form, skriver kongehuset.

Den norske dronning Sonja er fredag blevet udskrevet fra hospitalet efter en pacemakeroperation.

Hun har det godt, skriver det norske kongehus i en pressemeddelelse fredag.

Dronning Sonja vil være sygemeldt til og med fredag den 24. januar.

Hun har fået indopereret en pacemaker, efter at hun fik hjerteflimmer på en skitur i Lillehammer tidligere i januar.

Den 87-årige dronning blev opereret torsdag. Kort tid efter operationen meldte kongehuset ud, at indgrebet var vellykket, og at hun havde det godt.

Det var forventet, at dronning Sonja ville være indlagt en dag eller to efter operationen.

En pacemaker er en elektronisk enhed, som registrerer hjertets elektriske aktivitet. Med små elektriske impulser sørger pacemakeren for, at hjerterytmen øges, hvis den er for langsom.

Også kong Harald, som dronning Sonja er gift med, har fået en pacemaker. Den fik han indopereret i marts 2024.

Kong Harald, som ligeledes er 87 år, blev syg under en ferie i Malaysia. Han blev transporteret til Norge, hvor han blev opereret.

Kongeparret har to børn, kronprins Haakon og prinsesse Märtha Louise. Kong Harald har siddet på tronen i Norge siden 1991.

/ritzau/