‘En masse død. En masse tårer. En masse frygt’ Ukrainske soldater fortæller om livet ved fronten

PRESSE-FOTOS.DK I UKRAINE: Jord og græs vælter ned over dig, efter en artillerigranat er slået ned få meter fra din stilling. Flere projektiler hviner tæt forbi dit hoved affyret af en automatriffel på den anden side af marken – er det nu, du dør? Ukraineske soldater fortæller nu om de brutale kampe i skyttegravene langs frontlinjen

“Hmm ja. Hvordan kan man bedst beskrive en dag ved frontlinjen … En masse død. En masse tårer. En masse frygt. Hver eneste sekund eksploderer noget, kuglerne flyver lige forbi dig. Og … Det er frygteligt.”

På en bakketop i Lviv i det vestlige Ukraine ligger et hus, der er indrettet med de fineste møbler. På væggene hænger adelige malerier, mens det store bord i midten er klædt i en elegant, rød dug.

For enden af lokalet står en guldbelagt trone i drageudsmykning. Det er næsten som at befinde sig på et slot.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Presse-fotos.dk mødte i det fine hus på en bakketop i Lviv den aktive soldat Ostap Jarmoluk

I det fine hus møder Presse-fotos.dks journalister en kold januar-morgen den 39-årige Ostap Jarmoluk, der er aktiv soldat i den ukrainske hær.

Han har siden krigens begyndelse blandt andet kæmpet på fronterne omkring ‘kødhakkeren’ Bakhmut og Avdiivka mod den store russiske hær.

For nu er han på få dages pause fra krigshandlingerne, før han vender tilbage til det østlige Ukraine for at forsvare sit hjem og sin familie mod det store nabolands invasion.

“Det er et hårdt liv på fronten. Det er bestemt ikke for børn. Hvert sekund er der en chance for, at du kan dø. Når som helst kan du blive ramt af en kugle, raketter flyver rundt omkring eller noget helt andet kan dræbe dig. Det er meget farligt,” siger Ostap Jarmoluk til Presse-fotos.dks journalist.

Selv om den 39-årige soldat tidligere har været tæt på at miste sit liv i krigen, da han blev ramt af tre skud i ryggen ved Slaget om Bakhmut, er det vigtigt for ham at kæmpe videre.

“Jeg kæmper, fordi jeg er ukrainer – jeg har brug for at forsvare mit land, min familie og mine venner,” siger Ostap Jarmoluk.

I sine nu flere års forsvarskamp mod den russiske hær har han lært at vende dødsfrygten ved frontlinjen til noget positivt.

“Frygt er okay, fordi du kan kontrollere det – men hvis du går i panik, så er du død. Du er død. Jeg lever altid med frygten, men jeg er nødt til at kontrollere den. Hvis man kan det, så er frygten faktisk okay, den hjælper dig,” siger Ostap Jarmoluk.

(Artiklen fortsætter under billedet)

39-årige Ostap Jarmoluk (tv.) og 28-årige Nazar (th.) – Presse-fotos.dk møder dem begge i Lviv

Under Presse-fotos.dks reportagetur til det krigshærgede Ukraine er journalisterne også i kontakt med den alvorligt sårede ukrainske soldat 28-årige Nazar.

Han var soldat ved krigens begyndelse, men blev såret få uger inde i den russiske fuldskala invasion af Ukraine, da han befandt sig i en bygning, der blev ramt af et russisk missil.

I dag er Nazar bundet til en kørestol. Hele hans underkrop er lam, hvorfor han er dybt afhængig af sin families hjælp for at kunne overleve.

Også han beskriver livet som ukrainsk soldat i krigen mod Rusland som hårdt.

“Jeg nåede aldrig at deltage i kampene ved den nuværende front, fordi jeg blev alvorligt såret tidligt,” siger Nazar, der har flere venner, som stadig kæmper i skyttegravene i det østlige Ukraine.

“Men jeg kan fortælle dig … Livet på fronten leves dag for dag. Du ved aldrig, hvad dagen bringer, eller om du overlever natten. Det er sådan, det er. Det er meget hårdt, det er som en konstant kamp.”

Da Presse-fotos.dk var i kontakt med den sårede Nazar i hans families hjem lidt uden for Lviv, sendte han en direkte besked til danskerne.