Europas største flyselskab Ryanair ønsker en ændring af vores lufthavnsvaner. Selskabet mener, at man bør være underlagt en særlig regel, mens man befinder sig i lufthavnen.
Ryanair er trætte af fulde passagerer.
Så trætte, at de nu kommer med en decideret forespørgsel, hvor passagerer maksimalt må drikke to genstande inden de stiger ombord på deres fly.
Derfor har flygiganten bedt EU om at indføre en grænse på to genstande for hver passager.
Ryanair vil have, at det skal gælde i alle europæiske lufthavne for at undgå problemer med fulde passagerer ombord, skriver CNN.
De vil have at man skal regulere det igennem ens boardingkort, ligesom man gør det i den toldfrie handel.
På den måde mener de, at man kan slippe for de værste fulderikker, som er på vej til deres feriedestination.
Har oplevet problemer
Ryanair har tidligere oplevet problemer med fulde passagerer. Sidste år måtte man starte en retssag mod en mand, som blev voldelig på en flyvetur til Lanzarote.
“Vi forstår ikke, hvorfor passagerer i lufthavne ikke er begrænset til to genstande. Dette ville resultere i en mere sikker og behagelig opførsel når de er ombord på flyet”, siger en talsperson fra Ryanair.
Forslaget kommer efter man de senere år har set en stigende tendens til voldelige episoder, mens man er i luften.
I 2023 modtog man en anmeldelse om uregerlig opførsel for hver 480. flyvning. Det er en stigning fra 2022, hvor man modtog en anmeldelse for hver 568. flyvning.
Det er blandt andet en af årsagerne til, at Ryanair nu kommer med den her mulige løsning.
De ser gerne, at hver flypassager maksimalt kan indtage to genstande i lufthavnen, før man stiger ombord på sit fly.
I de danske lufthavne er der fri adgang til alkohol og det er derfor op til ens egen dømmekraft, hvor meget man kan tåle inden man går ombord.