Mette Frederiksen ser behov for flere isbrydere i Arktis

Danmark har ingen aktuelle planer om selv igen at få isbrydere. Men behovet er der, siger statsministeren

Danmark har ingen aktuelle planer om selv at købe isbrydere, der kan være med til at sikre sikkerheden i Arktis-området, hvor stormagterne Rusland og Kina rører på sig.

Men statsminister Mette Frederiksen (S) er med på, at de vestlige lande bliver nødt til at oppe sig for at skærpe sikkerheden. Det siger hun tirsdag under et besøg på en finsk isbryder i Helsinki, hvor hun er til møde med Nato-landene omkring Østersøen.

– Jeg tror, vi har behov for flere isbrydere. Det er ikke fordi, jeg er ved at købe en isbryder nu, men Finland er et af de lande, der kan finde ud af at producere nogle, der også kan bruges i hele det arktiske område.

– Så selvfølgelig vil det være naturligt at samarbejde med finnerne på vores videre færd, siger hun.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) oplyste mandag i et folketingssvar, at Rusland råder over “mindst 50 isbrydere, hvoraf i hvert fald 13 har en isbryder-klasse, der gør dem i stand til at operere i Arktis”.

Af disse er syv isbrydere særligt store nukleare isbrydere, som kun Rusland råder over, og russerne har planer om at bygge flere.

Kina har på nuværende tidspunkt fire isbrydere, der kan operere i Arktis, mens Nato-landene tilsammen kun råder over 13 isbrydere, der kan operere i Arktis-området, oplyste Troels Lund Poulsen.

Danmark har tidligere haft isbrydere, som opererede i danske farvande. I 2010 blev de sidste tre danske isbrydere sendt på pension som et led i besparelser i Forsvaret.

Spørgsmålet er så, om Danmark skal til at have isbrydere igen?

– Vi har ikke truffet beslutning om alt endnu. Men det er klart, at vi kigger på det samlede sikkerhedsbillede, og dér er det svært ikke også at overveje en anden kapacitet, hvad angår isbrydere.

– Hvordan fordelingen bliver mellem de arktiske lande og i Nato-sammenhæng, ved vi ikke endnu, men vi kigger også i den retning, siger Mette Frederiksen.

/ritzau/