Esbjerg kommune har tidligere haft lanceret en telefonrobot til at besvare borgernes henvendelser – nu vender robotten tilbage.
I en periode er borgere i Esbjerg Kommune blevet mødt af en robot, når man har ringet ind. Robotten var væk i en rum tid, men nu indsætter kommunen endnu en gang stemmen, der skal erstatte et menneske.
Kort fortalt sørger robotten for, at borgerne slipper for telefonkø. Derudover gør den det muligt, at man kan få hjælp døgnet rundt.
Det menneskelige personale er dog ikke helt udskiftet, borgeren bliver nemlig automatisk viderestillet til en medarbejder, hvis robotten ikke kan hjælpe.
Det oplyser Esbjerg Kommune i en pressemeddelelse.
Den tilbagevendende robotstemme er nu endnu bedre end tidligere fortæller Jens Erik Morthensen, der er borgerservicechef i Esbjerg Kommune.
‘Da vi lancerede telefonrobotten i første omgang, havde især vores ældre og borgere med særlige behov svært ved at bruge den, derfor fjernede vi den, og i samarbejde med Ældrerådet, Ældresagen og Handicaprådet har vi nu gennemgået telefonrobotten på ny og lavet en række nye tiltag og justeringer, så telefonrobotten nu kan vende tilbage og give en endnu bedre service til borgerne,’ siger han.
Hvad er ændret?
Hvis man er fuldstændig imod teknologien er der stadig håb forude, relanceringen gør nemlig, at borgerne få mulighed for at fravælge robotten i starten af opkaldet. I stedet kommer man i kø til en menneskelig medarbejder.
Det er dog kun i kommunens normale åbningstider, at man har mulighed for den service.
Og det er netop grundet den ekstra service, at man genindsætter robotten.
‘Den kan også svare på spørgsmål om aftenen og natten, hjælpe med at booke tid til for eksempel nyt pas og så hjalp den allerede første gang over 60 procent af borgerne, den fik i røret uden de behøvede tale med en medarbejder,’ fortæller Jens Erik Morthensen.
Kommunen oplyser i pressemeddelelsen, at telefonrobotten igen er blevet aktiv grundet en tæt dialog med Handicaprådet, Ældrerådet og Ældresagen.
‘Samarbejdet fortsætter med løbende møder og justeringer, så vi hele tiden sikrer den bedste service for vores borgere og vi glæder os til at høre borgernes oplevelser med den opdaterede løsning,’ siger Jens Erik Morthensen afsluttende.
Telefonrobotten er igen i aktion og svarer på opkald fra mandag den 13. januar.