Californier ville ikke evakueres og døde i sin seng

En 82-årig mand troede ikke, flammerne ville nå hans hus i Los Angeles. Han er blandt ti ofre for flammerne.

Naturbrandene i Los Angeles har foreløbig kostet ti personer livet.

Et af ofrene er den 82-årige Rodney Nickerson, der var overbevist om, at flammerne ikke ville nå hans hjem i Altadena. I stedet lagde han sig til at sove, hvilket kostede ham livet.

Det fortæller datteren Kimiko Nickerson til Sky News.

– Han ønskede ikke at evakuere. Han har boet her siden 1968, og har været i Altadena hele sit liv, siger datteren til mediet.

Da Sky News møder hende, ligger hendes nu afdøde far fortsat i sengen og afventer, at der kommer en retsmediciner.

– Jeg har slet ikke ord, der kan beskrive mine følelser lige nu.

– Jeg er bare helt stille og følelsesløs og forsøger at bearbejde det, siger hun.

Fødevarestyrelsen er ude med varsel til alle, der har været en tur forbi supermarkedet.