Danske minkavlere har tidligere udtalt, at de planlægger udvidelser af produktionen. Samtidig viser billeder fra de genåbnede danske minkfarme dyb mistrivsel hos dyrene ifølge Anima. De lever med blodige bidsår og betændelser. Det får Anima til at slå alarm: Uden politisk indgriben nu, risikerer vi systematiske overgreb mod tusindvis af dyr.
Billeder fra de genåbnede danske minkfarme viser ifølge Anima, at de velkendte problemer med stereotyp adfærd og alvorlige skader på dyrene foregår på danske minkfarme.
Trods disse problemerne ønsker minkavlerne nu at mangedoble produktionen i de kommende år, skriver Anima i en pressemeddelelse.
“Det er dybt bekymrende at se disse billeder så kort tid efter genåbningen af minkavl i Danmark. De viser med al tydelighed, at de grundlæggende problemer med dyrevelfærden ved at holde aktive rovdyr i små trådbure består. Hvis ikke politikerne handler nu, risikerer vi at se denne lidelse vokse i de kommende år.” siger Animas direktør Joh Vinding.
Ifølge organisationen ligger løsningen lige for. 16 EU-lande har allerede forbudt pelsdyravl, og flere er på vej. Danmark bør derfor ifølge Anima skynde sig at følge de gode eksempler, inden flere minkfarme genopstår. Danske politikere har også selv vist vejen ved tidligere at forbyde opdræt af ræve og mårhunde for pels. Nu er det minkens tur, mener Anima.
Samtidig bør de danske politikere bakke tydeligt op om et forbud i hele EU. EU-Kommissionen behandler netop nu borgerforslaget Fur Free Europe, som 1,5 millioner mennesker – herunder 52.178 danskere – har skrevet under på.
“Det er afgørende, at danske politikere nu melder klart ud og sikrer et forbud mod pelsdyravl. Vi kan ikke forsvare at holde hånden under en industri, som vi ved påfører dyr systematisk lidelse, og som resten af Europa er ved at forbyde. Danskerne har betalt minkavlerne en milliarderstatning, og det kan ikke være meningen, at de penge går til at sætte nye dyr i burene”, udtaler Joh Vinding.
Over 1500 førende modehuse har droppet pels, og produktionen i Kina – som industrien ellers fremhæver som deres store håb – er halveret alene det seneste år. Anima mener alligevel, at der er behov for at vise rettidig omhu og lukke industrien en gang for alle.
Selv har minkavlere peget flere gange på stigende efterspørgsel på pels.
En ellers meget populær drik er måske slet ikke så sund, som nogen går og tror.