En bygning der i 2020 brændte er nu blevet købt af kommunen.
En ubeboet bygning på Lundtoft Bygade brændte delvist ned i 2020. Aabenraa Kommune har længe gerne ville købe bygningen, så den kan blive revet ned – man synes nemlig, at bygningen skæmmer området.
Nu er bygningen langt om længe kommet på kommunens hænder.
Allerede i 2021 forsøgte man at købe ejendommen, der siden branden har stået uberørt. Til borgmesterens store glæde er de dages snart talte.
‘Ejendommen har længe været noget, der har skæmmet lokalområdet, og jeg er glad for, at vi nu endelig gennem en god dialog med tidligere ejer kan komme videre med nedrivningen efter at have indgået en frivillig aftale med sælger. Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at en nedbrændt ejendom i så lang tid kan stå og skæmme et område, men nu kigger vi heldigvis igen fremad,’ siger Jan Riber Jakobsen i en pressemeddelelse fra Aabenraa Kommune.
I starten af næste år får kommunen adgang til grunden, hvorefter man mere konkret skal planlægge processen.
‘Nu går vi i gang med næste skridt i processen, som handler om at få revet ejendommen ned, så vi kan komme videre med at få området til igen at se godt ud,’ lyder det fra borgmester i Aabenraa Kommune Jan Riber Jakobsen.