En 56-årig mand er netop blevet anholdt for at have voldtaget og forsøgt at dræbe en blot 11-årig pige. Sagen er 25 år gammel, men politiet har via slægtsskabssøgning nu kunne skride til anholdelse
En dengang 11-årig pige blev den 4. august 1999 forsøgt dræbt og voldtaget ved Bøtø på Falster.
Trods vidneafhøringer og intensiv efterforskning lykkedes det dengang ikke for politiet at identificere gerningsmanden.
Sagen har aldrig været henlagt, men torsdag er der endelig nyt.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser nemlig i en pressemeddelelse, at politiet via DNA-materiale, der blev fundet på offeret i 1999, og slægtskabssøgning har kunne finde frem til den mistænkte gerningsmand.
‘DNA-teknologiens nye muligheder – specielt inden for såkaldt slægtskabssøgning – har nu ført til et gennembrud i den gamle sag, hvilket har betydet, at Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i går klokken 10.02 kunne anholde og sigte en 56-årig mand for forsøg på manddrab og voldtægt,’ oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
Efter anholdelelsen onsdag er den 56-åriges DNA blevet analyseret på Retsgenetisk Afdeling, og det sammenholdt med den øvrige efterforskning har resulteret i, at den 56-årige torsdag vil blive fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing Falster.
Her vil anklagemyndigheden begære lukkede døre.
“Disse alvorlige sager bliver aldrig glemt. Hverken af de pårørende eller af politiet, hvilket denne sag med al tydelighed viser. Vi griber gerne muligheden og bruger de kvantespring, som teknologien tager, hvis det betyder, at vi kan finde frem til gerningsmænd også i meget gamle sager,” siger vicepolitiinspektør Rune Dahl Nilsson, der fortsætter:
“I denne sag, har vi arbejdet tæt sammen Nationalt Kriminalteknisk Center i NSK samt Retsgenetisk Afdeling, der har bidraget med deres store faglighed og ekspertise.”