Midt- og Vestjyllands Politi forsøger at klarlægge ulykke nær Silkeborg.
En cyklist er kommet alvorligt til skade ved en påkørsel mandag i Sejs-Svejbæk ved Silkeborg. Det oplyser politiet ifølge TV Midtvest.
Ulykken skete mandag formiddag på Borgdalsvej. Cyklisten, der er en 78-årig mand, kørte på en cykelsti, da han blev ramt af en bil, der svingede til venstre.
Cyklisten blev i kritisk tilstand kørt til behandling på Aarhus Universitetshospital, oplyser tv-stationen.
Offeret er fra lokalområdet, skriver Midtjyllands Avis, som også oplyser, at cyklisten slog hovedet. Han bar ikke hjelm.
Bilisten, der er en mand på 52 år, er sigtet for overtrædelse af sin vigepligt.
Et andet sted i landet er en cyklist mandag blevet ramt af en bus.