En 15-årig dreng er blevet kørt ned af en ‘ældre bilist’. Bilisten var i første omgang flygtet fra stedet og lod teenageren ligge alene med benbrud
Politiet søger stadig vidner til et voldsomt færdselsuheld, hvor en 15-årig dreng på en knallert blev påkørt af en bilist i en rød bil.
Ved sammenstødet kørte bilisten frem for sin ubetingede vigepligt og ramte den unge knallertfører, der faldt til asfalten med et benbrud.
Uheldet skete fredag eftermiddag på Maagevej i Nykøbing Mors, og bilisten i den røde bil flygtede efterfølgende fra stedet og lod drengen ligge kvæstet alene.
Drengen beskrev den flygtende bilist som værende ældre og køre i en rød bil, men efterlysningen aflyses nu, da Midt- og Vestjyllands Politi har fået kontakt til vedkommende.
“Det er faktisk alvorligt, at man efterlader en anden med benbrud. Man har jo nogle forpligtelser, når man er involveret i et færdselsuheld: Man skal blive på stedet, man kan ikke bare køre sin vej. Så vil vi gerne høre fra folk, som har set færdselsuheldet,” siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Ole Vanghøj til TV Midtvest.
Ud over benbruddet har vagtchefen ikke mulighed for at fortælle nærmere om, hvor alvorligt drengen er kommet til skade. Han er dog ikke i kritisk tilstand.
Den tilskadekomne dreng er fra Mors.