En 52-årig kvinde og en 28-årig mand er sigtet for vold med døden til følge, efter at toårig har mistet livet
En 52-årig kvinde og en 28-årig mand er sigtet for grov vold med døden til følge, efter at et toårigt barn lørdag mistede livet.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi søndag morgen i pressemeddelelse.
Begge de anholdte er fra Varde Kommune. Det fremgår ikke, om barnet havde en relation til de sigtede.
Det toårige barn blev natten til lørdag indlagt på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.
Barnet blev efterfølgende overført til Odense Universitetshospital. Her døde barnet kort før klokken 16 lørdag eftermiddag, oplyste politiet lørdag eftermiddag.
Politiet var i forbindelse med undersøgelser lørdag til stede på en adresse i Varde Kommune. Undersøgelserne er afsluttet, oplyser politiet i pressemeddelelsen søndag morgen.
Politiet har desuden foretaget afhøringer i relation til sagen.
– Vi indledte lørdag en undersøgelse af dødsfaldet for at få afklaret de nærmere omstændigheder og har nu sigtet de to personer.
– Sagen efterforskes fortsat, og vi har af hensyn til efterforskningen ikke yderligere oplysninger om sagen i øjeblikket, siger Brian Skovrup Christensen, der er vicepolitiinspektør fra Syd- og Sønderjyllands Politi, i pressemeddelelsen.
De sigtede fremstilles søndag morgen klokken 07.30 i grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg.
Anklagemyndigheden vil under grundlovsforhøret anmode om lukkede døre, fremgår det af pressemeddelelsen søndag morgen.
Barnets pårørende er underrettet.
/ritzau/