En 52-årig kvinde og en 28-årig mand sigtes for grov vold med døden til følge, efter at et toårigt barn lørdag mistede livet.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi søndag morgen i pressemeddelelse.
Det toårige barn blev natten til lørdag indlagt på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.
Barnet blev efterfølgende overført til Odense Universitetshospital, hvor barnet lørdag kort før klokken 16 afgik ved døden.
De to anholdte er begge fra Varde Kommune.
– Vi indledte lørdag en undersøgelse af dødsfaldet for at få afklaret de nærmere omstændigheder og har nu sigtet de to personer.
– Sagen efterforskes fortsat, og vi har af hensyn til efterforskningen ikke yderligere oplysninger om sagen i øjeblikket, siger Brian Skovrup Christensen, der er vicepolitiinspektør fra Syd- og Sønderjyllands Politi, i pressemeddelelsen.
De sigtede fremstilles søndag morgen i grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg.