Politiet efterforsker mistænkeligt dødsfald i landsby

Det er tirsdag eftermiddag uklart, hvorfor et dødsfald i Hvidbjerg betragtes af politiet som mistænkeligt.

Politiet efterforsker tirsdag eftermiddag et mistænkeligt dødsfald i Hvidbjerg nord for Struer.

Det skriver TV Midtvest, som har talt med Midt- og Vestjyllands Politi.

Efterforskningsleder Theis Tylstrup fortæller til mediet, at en person er fundet død på bopælen.

De pårørende til den afdøde person er underrettet.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Afspærring på stedet.

Som borger i Hvidbjerg er der ikke grund til bekymring, siger efterforskningslederen.

Men der er ingen detaljer om, hvad der gør dødsfaldet mistænkeligt. Politiet vil over for TV Midtvest heller ikke løfte sløret for, hvilke undersøgelser man foretager.

Ifølge mediet arbejder teknikere i DNA-dragter på stedet.

Hvidbjerg har lidt over 1000 indbyggere og ligger nord for Struer.

Klokken 18.24 opdaterer Midt- og Vestjyllands Politi på det sociale medie X:

‘Der er i løbet af dagen blevet foretaget de nødvendige undersøgelser og afdøde bliver obduceret i morgen. En person med relation til afdøde har været anholdt i sagen, men er nu løsladt. Der vil tidligst komme en ny udmelding, når der foreligger svar på obduktionen.,’ og fortsætter:

‘Midt og Vestjyllands Politi har i dag kl. 0855 modtaget anmeldelse om, at en 49 årig kvinde er afgået ved døden på en adresse i Hvidbjerg på Thyholm. Der er nogle omstændigheder omkring dødsfaldet, som gør, at politiet anser dødsfaldet som værende mistænkeligt’

I en meget mere alvorlig sag på en skole, er en otte-årig dreng blevet ramt i hovedet af en radiator.