Vild anklage: Hamas har våbenlager i Danmark

Mindst en pistol blev ifølge anklage bragt fra Hamas-gemmested fra Danmark til Tyskland

Tyske anklagere mener, at den militante palæstinensiske bevægelse Hamas blandt andet i Danmark har haft et våbenskjulested, som blev tømt i 2019.

Det fremgår af en anklage fra den øverste tyske anklagemyndighed mod fire mistænkte Hamas-medlemmer.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Der er tale om fire mænd, der blev anholdt sent sidste år.

Mændene beskyldes blandt andet for at have været involveret i at etablere og vedligeholde våbenlagre i Europa.

Den ene skal i 2019 have tømt et våbengemmested i Danmark og bragt mindst en pistol herfra til Tyskland.

Det fremgår hverken af meddelelsen, hvor længe våbengemmestedet skal have ligget i Danmark, hvor stort det var, eller hvor i Danmark det lå.

Statsminister Mette Frederiksen (S) blev efter spørgetime i Folketinget adspurgt om gemmestedet, men afviste at udtale sig konkret om meldingerne fra Tyskland.

– Jeg kommer ikke til at gå ind i konkrete detaljer. Det had, Hamas har over for Israel, har Hamas også over for os andre, siger statsminister Mette Frederiksen.

Våbenlagrene blev ifølge de tyske anklagere oprettet med henblik på mulige angreb mod jødiske institutioner i Europa.

– Foreningen så den israelske ambassade i Berlin, den amerikanske flybase Ramstein og området omkring Tempelhof-lufthavnen i Berlin som mulige mål, står der i en meddelelse fra anklagerne.

Også i Bulgarien skal der have været et våbenlager.

Det blev ifølge anklagerne oprettet i 2019 af den samme person, der tømte det danske våbenlager.

I det bulgarske depot var der angiveligt skydevåben – heriblandt et Kalasjnikov-gevær – og ammunition. I august 2023 rejste han ifølge anklagere tilbage til Bulgarien for at kontrollere depotet.

Flere af de anklagede skal også have rejst fra Berlin til Polen flere gange for at lede efter et våbenskjulested. Det lykkedes dog angiveligt ikke for dem at finde skjulestedet.

Hamas er blandt andet på EU’s og USA’s liste over terrororganisationer.

/ritzau/