Tidligt tirsdag morgen ankom statsminister Mette Frederiksen (S) med et tog til Ukraines hovedstad, Kyiv, for at markere, at Ukraine har været i krig 1000 dage efter Ruslands invasion.
Det er samtidig hendes 47-års fødselsdag, og derfor blev den lange bumletur indledt med kage og kort fra togselskabet, da statsministeren indledte sin femte tur til Ukraine mandag aften.
Endnu er programmet hemmeligt, men hun er kommet for at lytte og vise sin støtte til Ukraine, som Danmark er en af de absolut største støtter af, hvad angår våben og økonomi.
Fødselsdagsfejringen stod i stærk kontrast til et besøg tirsdag morgen i en mindelund nord for Budja, hvor der var kampe, da krigen brød ud i 2022.
Statsministeren lagde tirsdag en krans for at mindes de faldne i lunden, hvor nogle af træerne var halve og brændt som følge af kampene.
Hun fik en orientering om stedet og havde lejlighed til at se et mindesmærke, hvor besøgende kunne scanne en QR-kode og se korte videoer, der introducerede de faldne i et kort portræt.
Hun så blandt andet en film om en ung kvinde, der havde meldt sig som sygehjælper, men faldt som 23-årig i krigens begyndelse i 2022.
Mette Frederiksen modtog tak for den danske hjælp i krigen mod Rusland.
– Ukraine kæmper med hjælp fra hele verden, og vi er taknemmelige for den danske hjælp, sagde viceguvernør i Kyiv-regionen Janna Osypenko.
Til det svarede Mette Frederiksen: “Men det er jeres mænd, som ligger her”.
Besøget finder sted efter flere dage med voldsomme angreb i Ukraine.
Landet blev tidligt søndag morgen udsat for det største angreb siden august, hvor store dele af landets infrastruktur blev ramt, hvilket førte til strømafbrydelser mange steder.
Senere på dagen blev byen Sumy angrebet, hvilket kostedet mindst 11 mennesker livet, og mandag blev otte personer dræbt i et russisk angreb på den ukrainske havneby Odesa.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har tirsdag holdt tale til EU-Parlamentet i anledningen af, at krigen har varet i 1000 dage.
Talen blev transmitteret via en videoforbindelse.
Her sagde han, at Rusland efter hans opfattelse er i færd med at optrappe krigen. Blandt andet med hjælp fra Nordkorea, der ifølge Zelenskyj har indsat 11.000 soldater til at bistå Rusland i kampene mod Ukraine.
– Det er et tal, der kan vokse op til 100.000 nordkoreanske soldater. Putin stopper ikke krigen. Jo længere tid, han har, jo værre bliver forholdende, sagde Zelenskyj med henvisning til Ruslands præsident, Vladimir Putin.
En ny pulje fra Folketinget skal hjælpe med at sikre mænds mentale sundhed.