Thomas Helmig bryder tavsheden: ‘Jeg er dybt taknemmelig’

Illustrationsfoto.

Thomas Helmig bryder tavsheden og takker for den varme modtagelse af hyldestalbummet Sortedam – to år efter sønnens tragiske død.

Thomas Helmig skrev i månederne efter Hugo Helmigs død flere sange om sorgen og det tab, der fulgte med dødsfaldet.

Den 25. oktober udkom den 59-årige musikers hyldestalbum til sin søn, Sortedam. Albummet består af syv stille sange, der alle kredser om temaerne tab, sorg og savn.

Albummet er opkaldt efter Hugo Helmigs sidste bopæl i København. Det refererer til det samvær, far og søn havde sammen der.

Siden hyldestalbummet udkom, har Thomas Helmig dog hverken givet interviews, medvirket i tv-programmer eller affyret store pr-kanoner.

I forbindelse med udgivelsen åbnede han blot kortfattet op for sit afsavn med følgende ord:

‘Det eneste, jeg ønsker mig og tænker på er én tur mere rundt om Sortedam’, oplyste han i en pressemeddelelse og i en besked delt på sin facebookside.

Overvældet Thomas Helmig

Nu bryder Thomas Helmig dog tavsheden og reagerer på modtagelsen af hyldestalbummet.

‘At sige jeg er overvældet, ville være en underdrivelse. Jeg er dybt taknemmelig for den måde Sortedam er blevet modtaget på. Tak for at i lytter og tak for hver en hilsen og hver en kommentar,’ skriver musikeren på sin Instagram, efterfulgt af et hjerte og bedeemoji.

Hugo Helmig døde den 23. november 2022 i en alder af blot 24 år. Familien offentliggjorde dog først dødsfaldet den 2. december, små 10 dage senere. Ligesom sin far var Hugo også musiker.

Thomas Helmig forklarede i forbindelse med dødsfaldet, at Hugo var fuld af håb, drømme og planer for fremtiden aftenen inden sin død.

‘Jeg var hos dig hele natten og mens du sov, gav dit lille hjerte op,’ lød det dengang fra den 59-årige musiker i et opslag på Instagram.

Hugo Helmig blev begravet den 1. december 2022. Det nye album blev udgivet den 25. oktober 2024, knap to år efter sønnens død.

Thomas Helmig trodser den massive kritik af trommeslageren ved at fortsætte samarbejdet i det nyligt udgivne album Sortedam.