Kom til gratis Medina-koncert: I aften tændes ikonisk julelys

Illustrationsfoto.

Snart er det jul, og allerede nu kan man mærke julestemningen. I aften bliver et ikonisk julelys tændt efterfulgt af en koncert med Medina.

Julen er lige om hjørnet, og i anledning af den højtidelige sæson vil julelys og dekorationer lyse op i bybilledet de kommende uger.

Allerede nu kan man så småt mærke julestemningen.

Butikker over hele landet bliver fyldt med gaveidéer, og duften af mandler er begyndt at brede sig i gaderne.

I aften går et stormagasin tilmed all-in på juleudsmykning, hvor de forvandler deres facade til et vinterlandskab.

Her bliver mange tusinde julelys langt om længe tændt, hvor popsangeren Medina efterfølgende vil give akustisk koncert for at skrue helt op for julestemningen.

Der er naturligvis tale om Salling stormagasin i Aarhus, og traditionen tro vil både Karin Salling og Salling-direktør Marianne Bedsted være til stede.

De vil, sammen med de fremmødte, tælle ned og trykke på knappen til den store lysende julegave, som stormagasinet er pakket ind i.

‘Det er altid et helt særligt øjeblik, når julelysene bliver tændt, og byen bliver fyldt med julestemning. Hos Salling ser vi frem til denne begivenhed hvert år. Julen er en tid, hvor vi samler os på tværs af generationer, og for mange begynder julefejringen netop med vores lystænding. Vi glæder os til, at Medina optræder, til at afsløre vores julevinduer og til at byde vores kunder velkommen i et julepyntet Salling. Traditionen tro har vi på dagen også spændende konkurrencer og gode tilbud,’ siger eventchef i Salling, Heidi Klixbüll, i en pressemeddelelse.

Sallings ikoniske julelys bliver tændt fredag den 1. november klokken 19 i Aarhus, og for første gang kan man tilmed opleve en halv million LED-lys funkle i mørket midt på Strøget.

Først blev den lange stjernehimmel i Aarhus sparret væk. Nu vender den alligevel tilbage og skal lyse Strøget op.

ONP.