Terrorsigtede svenskere i granatsag accepterer fængsling i endnu en uge, før terrorspørgsmål skal for dommer.
Københavns Politi vil ved et retsmøde 7. november kræve to mænd fængslet efter straffelovens terrorbestemmelse i sag om to håndgranater, der blev sprængt nær Israels ambassade i København den 2. oktober.
Det oplyser Københavns Politi til Ritzau.
De to mænd er allerede fængslet i sagen, men ikke efter terrorbestemmelsen. Anklagemyndigheden går efter at udvide fængslingsgrundlaget.
Natten til onsdag den 2. oktober landede to håndgranater på en tagterrasse nær den Israelske Ambassade i Hellerup umiddelbart nord for København.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Den følgende dag blev to svenske mænd under stort politiopbud anholdt på Københavns Hovedbanegård, og de blev efterfølgende varetægtsfængslet på baggrund af sigtelser om våbenkriminalitet og for at forvolde en sprængning.
Den 5. oktober meldte Københavns Politi ud, at man havde valgt at sigte mændene for overtrædelse af terrorparagraffen.
Paragraffen muliggør straf på fængsel indtil livstid for en række forbrydelser, når gerningsmanden har haft forsæt til for eksempel at skræmme en befolkning eller at tvinge en myndighed til at handle på en bestemt måde.
Endnu har en dommer ikke taget stilling til, om der er tilstrækkeligt med kød på politiets terrormistanke til, at det kan begrunde en varetægtsfængsling i sagen.
Egentlig var det planen, at mændene allerede onsdag skulle for en dommer. Her udløber fristen nemlig for deres varetægtsfængsling. Men Københavns Politi oplyser, at mændene frivilligt har accepteret, at fængslingen strækkes frem til foreløbigt 7. november.
En tredje mand er fængslet i samme sag. Han blev fængslet ved et grundlovsforhør afholdt i fuld hemmelighed i midten af oktober. Han stilles onsdag for en dommer, som skal tage stilling til, om fængslingen skal fortsætte.
Ordlyden af terrorsigtelserne mod de to, som først blev anholdt, er endnu ikke offentligt kendt. Hvad den tredje mand angår, er sigtelserne mod ham fuldstændig hemmeligholdt indtil videre.
/ritzau/
Justitsministeren giver særlig tilladelse – hele november kan du ikke straffes for dette.