Ali Abbasi-film lander kort før valg: ‘Jeg vil vise, hvem Trump er’

Foto: Trump Instagram

The Apprentice havde premiere den 16. oktober. Filmen er instrueret af Ali Abbasi og afslører Donald Trumps tidlige år i skyggen af politik.

Onsdag den 16. oktober landede filmen The Apprentice i de danske biografer. Det har ellers været en film, der har været længe undervejs.

I første omgang var der således ingen amerikanske købere, der turde at opkøbe filmen. Dernæst blev premieren udskudt gentagende gange.

Filmens hovedperson, Donald Trump, har nemlig sammen med sit hold af advokater kritiseret The Apprentice højlydt. De har endda truet med et sagsanlæg mod produktionen.

The Apprentice skildrer Donald Trumps unge år i ejendomsbranchen, hvor han blev vejledt af den kontroversielle advokat Roy Cohn. Nu udkommer filmen så – blot en måned til det amerikanske valg. 

Ifølge præsidentkandidaten samt hans juridiske team fremstiller filmen dog ham på en måde, der er misvisende og især skadelig for hans image op til præsidentvalget.

Instruktøren bag The Apprentice, den dansk-iranske instruktør Ali Abbasi, er dog ganske tilfreds med den opmærksomhed, filmen har fået.

‘Jeg synes, at det er en fed timing. Ikke fordi, at jeg tror vi kan påvirke valget, men det er fedt som filmskaber at være i interaktion med den mærkelige og store virkelighed, som er større end os,’ lyder det fra instruktøren, da Ekstra Bladet møder ham til gallapremieren i Imperial-biografen i København.

Ali Abbasi afviser politisk agenda

Ali Abbasi har nemlig gjort alt i sin magt for at sikre, at The Apprentice ville nå biograferne inden det amerikanske valg.

På trods af Donald Trumps utallige trusler om sagsanlæg, er det nemlig ikke noget, der har slået den dansk-iranske instruktør ud af kurs.

‘Vi har brug for gratis pr. Vi har ikke så mange penge, og han kom i god tid, jeg synes, han skal blive ved,’ udtaler han desuden til mediet.

Til gallapremieren i Imperial var mennesker iført røde kasketter. Til forveksling kunne de ligne Trumps klassiske Make America Great Again-kasketter.

Disse kasketter havde dog et andet budskab. På kasketterne stod der Make Movies Political Again.

‘Det er en politisk film, selvfølgelig er det det, den handler om magtstruktur, men det er ikke en partipolitisk film. Folk tror, vi har en hemmelig agenda, som demokraterne vinder. Valget var mellem at komme ud med filmen nu eller efter valget (det amerikanske valg, red.), og efter valget ved man ikke, hvordan verden ser ud. Det føles mere sikkert nu,’ siger Ali Abbasi videre.

Instruktøren bag The Apprentice understreger dog, at han ikke er ude på at påvirke det kommende valg. I stedet ønsker han blot at gøre opmærksom på, hvem Donald Trump er som person.

‘Jeg tror ikke, vi kan påvirke noget så stort som et amerikansk valg. Det er dybere ting, der foregår i det land. Jeg håber bare, at hvis folk undrer sig over, hvilken type menneske han er, kan de se filmen og selv beslutte, hvad de vil gøre med den viden. Det er altid amerikanerne, der laver film om os. Nu er det vores tur til at lave film om dem,’ afslutter Ali Abbasi til mediet.

Hollywoodstjerner kommer til Danmark. Skuespillerne gæster landet, fordi de medvirker i en film af den dansk-iranske instruktør.