Nikolaj Szeps-Znaider bringer klassisk musik til livet med sin traditionsrige koncert på Det Kongelige Teater i København.
Den danske violinist Nikolaj Szeps-Znaider indtager Det Kongelige Teaters Gamle Scene igen i år med sin traditionsrige koncert.
I denne sæson giver han en enkelt koncert.
Det skriver Ritzau.
Til koncerten får han besøg af den unge, prisbelønnede violinist Michael Germer, den efterspurgte, amerikanske pianist Robert Kulek og et af Danmarks mest dynamiske orkestre for unge strygere, Zapolski Strygerne.
Zapolski Strygerne skal indlede første del af koncerten med et program under den samlede titel Fritz Kreisler og hans violin.
Den østrigske violinist og komponist Fritz Kreisler er en af det 20. århundredes største virtuoser, og ville i 2025 være fyldt 150 år.
Zapolski Strygerne genopdager ved koncerten hans musikalske rejse gennem livet. Fra begynder til stjerne, og ikke mindst hans store bidrag til verdenskulturen
Det Kongelige Teaters koncert kommer med et hav af musikalske indslag.
Blandt andet bliver der spillet musik af Fritz Kreisler, Rodolphe Kreutzer, Carl Nielsen, Händel, Dvořák, Korngold, César Franck – og Alexander Zapolski, hvis nye værk Andante cantabile for en åben streng uropføres ved koncerten.
Nikolaj Szeps-Znaider har været solist med nogle af verdens største orkestre siden sit gennembrud i 1997.
Siden 2007 har det været en fast tradition, at den danske violinist hvert år inviterer tilhængere og fans til en koncert på Gamle Scene.
Koncerten på Det Kongelige Teaters Gamle Scene finder sted søndag den 27. oktober klokken 17. Du kan læse mere om koncerten her.