Ansatte i Moderaterne har tirsdag aften holdt et møde med deres fagforbund i sagen om dårligt arbejdsmiljø i partiets sekretariat.
De ansatte havde selv bedt om mødet, fordi de er utilfredse med omgangstonen og arbejdsmiljøet i partiet, som blev stiftet i 2022 og stormede ind i regeringen.
– Det er en ledelsesopgave at sikre, at alle ansatte kan gå på arbejde uden at risikere at blive udsat for mobning, seksuel chikane, diskrimination eller andre former for nedværdigende behandling, uanset hvor de er ansat, siger administrerende direktør Tomas Therkildsen fra Djøf i en skriftlig kommentar.
Også repræsentanter fra HK og Journalistforbundet var til stede, og de har aftalt, at Djøf står for at udtale sig. Fagforbundet for blandt andre jurister og økonomer har ikke yderligere kommentarer.
Dermed er det uvist, hvor mange der har deltaget i mødet.
Fem nuværende samt enkelte tidligere ansatte hos Moderaterne har klaget til Arbejdstilsynet over arbejdsmiljøet og kulturen.
Her beskrives et miljø med mobning og sexisme i organisationen.
Folketingsmedlem og medstifter af partiet Jeppe Søe (M) kræver ifølge TV Midtvest fortsat en “gennemgribende uvildig undersøgelse af hele partiets arbejdsmiljø og kultur, hvor man i enrum taler med både nuværende og tidligere ansatte”.
Løsningen efter krisemødet mandag var noget mere moderat. Moderaterne skal have hjælp fra en erhvervspsykolog samt have færdiggjort oprettelsen af en whistleblowerordning.
Moderaterne afholdt tirsdag et gruppemøde på Christiansborg. Det blev afholdt dagen efter mandagens over ni timer lange krisemøde om dårligt arbejdsmiljø i partiets sekretariat.
Ud over Jeppe Søe var heller ikke folketingsmedlem Karin Liltorp at se tirsdag.
Hun har krævet en undersøgelse, enten intern eller ekstern, af forholdene i partiet.
Det har i B.T. været fremme, at Jeppe Søe har sendt en mail til en række medlemmer af Moderaternes hovedbestyrelse, hvor han skriver, at sagen efter hans “bedste overbevisning og erfaring vil smadre partiet totalt og trække flere med i faldet.”