Patienter udsat for overgreb i narkose: Nyt i sagen

En mandlig sygeplejerske er mandag blevet frifundet for anklager om seksuelle overgreb mod to kvindelige patienter, som var indlagt på det privathospital, hvor manden arbejdede, det skriver TV 2 og B.T.

Det er Retten i Lyngby, som har truffet afgørelse i sagen efter et retsmøde mandag.

Sagen drejer sig om to episoder i henholdsvis marts 2021 og februar 2023. Ved begge episoder har kvinderne berettet om, at de i forbindelse med, at de har været i narkose, var blevet befølt under tøjet.

Kvinderne har også berettet om, at de fik anbragt deres hånd på mandens lem.

Sagen blev behandlet af en domsmandsret bestående af en dommer med juridisk baggrund og to lægdommer, altså almindelige borgere uden juridiske forudsætninger.

Ifølge TV 2 og B.T. var rettens tre medlemmer enige om at frifinde i forholdet fra 2023, mens to af dommerne stemte for frifindelse i forholdet fra 2021.

Begge medier, som var til stede ved mandagens retsmøde beretter om, at en af de forurettede kvinder – hende fra 2023-forholdet – i retten forklarede, at den mand, som sad tiltalt, ikke var ham, som havde forgrebet sig på hende.

– Nej, det er ikke ham. Det er jeg sikker på, sagde kvinden ifølge B.T.

Retten i Lyngbys dom kan ankes til Østre Landsret. Det er op til Statsadvokaten i København at afgøre, om man fra anklagemyndighedens side vil gå efter at få sygeplejersken dømt. Fristen for at anke er to uger.

Et udrykningskøretøj har mandag eftermiddag ramt en bil, hvori der sad en børnefamilie.

Arkivfoto.