Kidnappet på åben gade i mindre landsby

Politiet formoder stærkt, at en sag om en mand, der blev tvunget ind i en bil, relaterer sig til bandemiljøet

Mandag blev en mand set tvunget ind i en bil af flere mænd i Osted ved Lejre.

Den melding fik Midt- og Vestsjællands Politi mandag aften, og senere på aftenen blev to mistænkte mænd fra Ringsted anholdt.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra politiet.

Tidligt tirsdag morgen fik politiet også kontakt til en 44-årig mand, som er offeret i sagen. Det var lykkedes ham at slippe væk, og han var ikke kommet noget alvorligt til.

Tirsdag formiddag kom politiet på sporet af yderligere to mistænkte. En 35-årig kvinde og en 37-årig mand fra Haslev blev anholdt ved en større politiaktion.

De anholdte fra Ringsted er henholdsvis 20 og 31 år.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Her foregår anholdelsesaktionen mandag aften – alle billeder i artiklen er fra aktionen

Alle fire sigtes for frihedsberøvelse, trusler og vold mod den 44-årige, og politiet har en stærk formodning om, at sagen har relation til bandemiljøet.

Som led i sagen bliver flere adresser på Midt- og Sydsjælland tirsdag ransaget.

Retten i Roskilde afholder tirsdag klokken 15 grundlovsforhør i sagen. Det er endnu uvist, hvor mange af de anholdte der vil blive krævet varetægtsfængslet.

Anklageren vil i retsmødet begære lukkede døre. Følger dommeren anmodningen, er fremmødte journalister og tilhørere afskåret fra at høre nærmere detaljer om sagen.

Tirsdag foretager flere myndigheder en kæmpe færdselskontrol på en rasteplads langs motorvejen. Ifølge Presse-fotos.dks udsendte bliver langt de fleste køretøjer trukket ind til siden og kontrolleret.